Velkommen til Rungsted private Realskole - Running Team Griseløb

Simon Lindahl,lærer på Rungsted private Realskole, har fået en idé, og ført den ud i livet.
 
Skolen indførte for 2 år siden "morgenløb" som fag på skemaet. Alle elever fra 5. - 10. klasse møder én morgen om ugen fast til morgenløb i den første time, hele året.
Det har for nogen åbnet øjne og ører for denne nemme (let tilgængelige) og fantastiske motionsform.
 
For to mdr siden skrev Simon ud på skolens forældreintranet, for at høre om der frivilligt var elever, der ville træne med til griseløbet (halvmarathon-distance) d. 25/3.
"Ærligt talt var jeg usikker på, om der overhovedet kom en eneste tilmelding", fortæller Simon, men tilføjer "Jeg skulle løbe alligevel, så det ville da være skægt hvis jeg kunne "hive" et par elever med".
 
Som sagt så gjort og som Simon siger: "Det gik hverken værre eller bedre, end at jeg gennem forældre fik 28 tilmeldinger. Så vi er godt i gang med selvtræning, og fællessamlinger, og jeg håber på at stille med 15-20 elever på dagen".
 
Simon slutter med en lille opfordring, både til Rungsted og til SNIK: "Vi forsøger at skrabe lidt sponsorater sammen, så vi kan troppe op i ens trøjer og pryde feltet - Så håber vi at SNIK har bestilt godt løbevejr til dagen".
 
Vi fra SNIK kan blot glæde os over initiativet og sige, at vejret den sidste dag i marts normalt viser sig fra den pæne, forårsagtige side, så det bliver forhåbentlig også i år - det er jo weekenden, hvor vi går til sommertid.
 
Og så vil vi tilføje, at eleverne meget gerne må invitere far, mor, venner eller andre med. Skulle halvmaraton blive for langt, tilbyder vi både 5km og 10 km.
 
Vi glæder os til at se jer alle.

Webdesign: hjemmesider.dk